Søg efter:
Dødsfald

Det er med beklagelse, vi kan meddele at medlem gennem 48 år, Mogens Vikman Jakobsen er gået bort om aftenen, den 10. januar. Han blev 78 og vores tanker går til hans kone Birte. 

Mogens (og Birte) var særdeles aktive under ombygningen af den daværende svinestald på Platinvej til det skydeanlæg, vi har i dag. Han både murede, lagde gulvtæpper, satte lofter op og malede. Ikke så få af de 40.000 timers frivillige arbejdskraft der blev lagt i projektet stod Mogens for. 

Mogens bisættes fredag d. 23, januar kl 13:30 i Sankt Nicolai Kirke (Nicolaiplads 3, Kolding)

Æret være Mogens’ minde.

Referat Generalforsamling og arbejdsdag

Tak for det store fremmøde trods datovalget, der sammenfaldt med DM i riffelskydning. Vi gøre vores bedste for, at vælge en dag hvor endnu flere kan deltage i 2025.

Udover referatet, der er vedhæftet og kan findes på vores hjemmeside; så kan det være værd at trække fokus på de nedsatte udvalg, der arbejder med deres egne budgetter. Hvis du er interesseret i at deltage i et udvalg, så kontakt et medlem af bestyrelsen eller én der allerede er i udvalget. Derudover blev kontingenterne for 2025 vedtaget med specielle kontingenter for studerende og frivillige, se mere i bunden af siden her.

Vi vil gerne indkalde til arbejdsdag d. 13. april kl 10:00 til 16:00, hvor fokus vil være på oprydning og havearbejde samt et par andre tekniske projekter. Meld rigtig gerne tilbage i forhold til om I kan deltage, så vi ved hvor meget frokost vi skal bestille.

Mindeord Orla Christensen

Æresmedlem Orla Christensen er gået bort i begyndelsen af det nye år. Bestyrelsen sender på foreningens vegne sine kondolencer til Orlas efterladte.

Bisættelsen sker fra det kapellet ved Den Gamle Kirkegård på Clemensgade i Kolding, den 12. januar kl. 12. Vi bringer et mindeord fra mangeårigt medlem af klubben, Kenneth Seeger Wadt.

Det var med sorg, jeg modtog budskabet om Orla Christensens død.
Da jeg som dreng blev indmeldt i klubben i 1972, var Orla Christensen min første træner skiftevis med Stig Bjerregaard. Orla tog sig af det skydemæssige, mens hustruen Bente sad ved kassen (med hunden Susy under bordet), solgte patroner og førte resultater hveranden lørdag. Noget de fortsatte med i mange år og kørte med os unge mennesker til stævner udenbys. Han var også stærkt involveret i etableringen af skyttecentret på Platinvej.
Orla var selv en meget dygtig riffelskytte, der skød på klubbens førstehold i en lang årrække.
Jeg fik senere fornøjelsen af at sidde i bestyrelsen med Orla i mange år, og der var aldrig en øre forkert i et bilag eller regnskab i hans lange tid som kasserer. Også datteren Karin blev som en selvfølge inddraget i klubbens liv og ledelse.
Så Orla har virkeligt sat sit aftryk på klubben, både gennem sit eget virke og gennem familien. Helt fortjent blev Orla udnævnt til æresmedlem, som den første i foreningens nyere tid.
Æret være Orla Christensens minde.

Kenneth S. Wadt

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling

Hermed indkaldes til ekstraordinær generalforsamling til afholdelse torsdag d. 20. april 2023 kl. 19:00 i klubbens lokaler.

Det eneste punkt på dagsorden er vedtagelse af de vedtægtsændringer som den ordinære generalforsamling ikke kunne træffe beslutning om.

Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte, men det kræver at 2/3-dele af de fremmødte stemmer for ændringerne for, at de kan godtages.

Indkaldelsen og dagsorden kan ses her.

Endelig indkaldelse til Generalforsamling 2022

Hermed den endelig indkaldelse til generalforsamling den 31. marts klokken 19:00.
Vedhæftet det reviderede regnskabsekstrakt, der vanen tro bliver gennemgået.

HUSK: Såfremt du gerne vil deltage i spisningen klokken 18:00, bedes du sende en e-mail til info@kbsf.dk senest fredag d. 25. marts. Maden består af smørrebrød fra den Gyldne Hane.

Indkaldelse

Forslag fra medlem (bilag 1)

Regnskabet

Generalforsamling 2022

Så er det blevet tid til den årlige generalforsamling.

I år afholdes den den 31. marts klokken 19:00 i klubben, men allerede klokken 18 er det muligt at deltage i fællesspisning.

Vedhæftet er den forløbige indkaldelse. Hvis du som medlem har forslag til indholdet bedes du sende dem til bestyrelsen senest den 17. marts. Den endelige dagsorden vil blive udsendt den 24. marts, alt sammen i henhold til foreningens vedtægter.

Hvis du ønsker, at deltage i spisningen bedes du tilmelde dig (ikke bindende) så vi får indkøbt den korrekte mængde smørrebrød og drikkevarer.

Læs mere her.

Åbent som normalt

Det er med glæde, at vi kan oplyse, at klubben igen er åben mandage og onsdage.

Som resultat af restriktionerne i forbindelse med covid-19 gælder i øjeblikket:

1) Hold afstand
2) Afsprit eller vask hænder
3) Aflevér helst børn og unge udenfor og vent i bilen
4) Bær mundbind eller visir indendørs (ikke under skydningen)

Læs i øvrigt mere på DGI’s hjemmeside.

Fortsat godt Nytår!

Genåbning

Kære medlemmer,

Vi håber, I har haft en god Jul og et godt Nytår.

Desværre ser det ikke ud til, at smittetallene er blevet bedre siden vi lukkede ned for Juleferien. Derfor har vi besluttet, at vi ikke genåbner for holdtræningen mandag d. 3. januar. Vi mener ikke det i den nuværende situation er forsvarligt, at afholde skydninger med flere børn og unge mennesker. Derfor afventer vi, og hører hvilke udmeldinger der kommer i løbet af næste uge før vi åbner op for holdtræningen.

Det betyder også, at der er lukket i klubben mandage og onsdage indtil videre. Selvkørende individuelle skytter kan naturligvis komme tirsdage og torsdage, hvor vi har åbent som normalt.

Vi bliver også nødt til, at aflyse vores julefrokost / nytårskur som var planlagt til den 8. januar. Dem af jer, der har købt billetter vil naturligvis blive refunderet. Kontakt Kasper på formanden@kbsf.dk, hvis det ikke sker automatisk. Vi håber, at kunne afholde en god forårsfest i stedet.

Godt Nytår!

Julelukket

Som følge af den seneste udmelding fra regeringen vedrørende covid-19, samt de udmeldinger DGI er kommet med, har Bestyrelsen besluttet, at det ikke giver mening, at holde åbent næste uge.

Med andre ord, lukker klubben med virkning fra i dag for alle skytter.

Åbningen efter Nytår rykker i første omgang til uge 2 (fra d. 10. januar) for ungdoms- og børneskytter, der træner på hold.
Selvkørende skytter kan for så vidt stadig træne under restriktionerne i uge 1 (dvs. den 4. og 6. januar), men vi afventer udmeldinger fra regeringen i mellemdagene for, at endeligt bekræfte hvorvidt vi har åbne der, samt om vores Nytårskur kan afholdes den 8. januar.

Følg med på vores hjemmeside for opdateringer!