PRS (Precision Rifle Series) er en dynamisk form for riffelskydning, hvor præcision kombineres med forskellige skydestillinger, positionsskift og tidspres.
Hos os skydes PRS med .22 LR på 50 meter. I stedet for at variere afstanden til målene varierer vi blandt andet målstørrelse, skydestilling og den støtte, der må anvendes. Der kan eksempelvis skydes liggende, knælende eller fra forskellige barrikader og andre støtter.
En øvelse – en såkaldt stage – består typisk af flere skud eller mål, som skal gennemføres inden for en bestemt tid. Det betyder, at det ikke kun handler om at kunne ramme præcist, men også om at kunne finde en stabil skydestilling, håndtere riflen sikkert og bevæge sig effektivt mellem positionerne.
PRS på 50 meter kan tilpasses både nye og mere erfarne skytter. Det kræver ikke avanceret udstyr for at komme i gang – det vigtigste er lysten til at prøve en anderledes, udfordrende og varieret form for riffelskydning.
